Om B. Valentin

Uddannelse:

Separate udstillinger (i udvalg):

Samarbejder med:

Gruppeudstillinger (i udvalg):

Kunstforeninger:

Kunstforenoingen ‘Skat’ i Tønder. Vadehavskunst Ecco. Højer Kunst og Kultur. Kunstforeningen NUNC, Roskilde. Domus Felix, Lejre. Hydra Gene, Greve. Nycomed, Roskilde. Sct. Hans Hospitals Kunstforening, Roskilde. Ishøj Handelsskole, Ishøj. Christian Hansen, Roskilde. FOA, Frederiksberg. Danmarks Lærerforening, København. Kunstforeningen Solvognen, Rådhusene, Odsherred

Aktiviteter:

Bibliografi:

Et opslagsværk af danske samtidskunstnere

Andet:

Underviser:

Birgitte Valentin

Af Tom Jørgensen Kunstanmelder ved Jyllands Posten og Redaktør af Kunstavisen, februar 2014

Mange danske malere har gennem tiden skildret vores landskab med flotte panoramaer, der viser vores kyster, enge, bakker og fjorde.
Birgitte Valentin griber det anderledes an. I stedet for fugleperspektivet går hun helt tæt på motivet. Så tæt, at horisonten og den åbne baggrund forsvinder til fordel for en skildring af det nære: den store variation af blomster og skovbunden fuld af mosser, lav, rødder, bregner og andre planter. Den nordiske natur. Er der dyr til stede, glider de nærmest i et med omgivelserne. Det er ikke dem, der har hovedrollen.

Hvis det havde drejet sig om litteratur, ville Birgitte Valentins synsvinkel have været tættest på H.C. Andersen. Andersen, der også har et blik for det helt nære og nærmest undselige. Det, andre ikke rigtigt lægger mærke til i skildringen af landskabernes store og mere heroiske konturlinjer.
Tæt på bliver alt mere intimt. Men også en smule uhyggeligt. Når Birgitte Valentin zoomer ind på motivet, lukker rummet sig samtidigt. Grantræerne spærrer af for udsigten og gør alt mørkere. På én gang mere barsk og mere melankolsk.

Essensen af et landskab

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen. maj 2003

Der er mange landskabsmalere i Danmark. Flere af dem skaber pæne og dekorative billeder af skovpartier, bølgende bakker, idylliske fjorde eller blomstrende enge. Det er imidlertid kun få af dem, som i deres kunst forsøger at genskabe processen i og bag naturen: forrådnelsen, de geologiske lag, de mikrobiologiske processer, det spirende liv, kort sagt alt det, som har med stofligheden, med det ikke- pæne at gøre.
Birgitte Valentin er en sådan kunstner. Hendes malerier er ikke pæne. Godt nok kan hun sagtens finde på at gengive en solnedgangs forføreriske skønhed eller en skandinavisk skovidyl, men der er noget ved hendes malerier, som gør, at de hæver sig over det blot og bart dekorative. Dette noget har lige præcis med stoflighed at gøre. Som Courbet arbejder Valentin først og fremmest med spartel. Farven bygges bogstaveligt talt op i lag på lag indtil hun føler, at hendes erindring om et helt konkret landskab er blevet korrekt gengivet på lærredet. Det handler ikke så meget om fotografisk nøjagtighed som at det er lykkedes hende at genskabe landskabets essens. De geometriske grundformer, de farvenuancer og den sjæl, landskabet har i hendes bevidsthed.
Dette kommer tydeligt til udtryk i en hel serie af malerier med havet som motiv. Uanset om den konkrete lokalitet hedder Færøerne, Polynesien eller Australien kan Birgitte Valentin som få andre gøre havet havagtigt. Hun viser det urgamle sammenstød mellem de hårde klipper og de stormpiskede bølger, så man næsten får en fornemmelse af at befinde sig midt ude i brændingen. De kridhvide bølgekamme, malet så pastost, at pigmenterne får en reliefkarakter overfor uudgrundelige og uudtømmelige nuancer af blåt. Alt dette er blevet Valentins varemærke og hendes indiskutable styrke. At folk værdsætter denne usentimentale og ganske rå malemåde er kun endnu et tegn på, at havet på trods af at vi lever i en højteknologisk tidsalder stadig kan indgyde ærefrygt i os.
Det er nu ikke kun i havmotiver, at Birgitte Valentin opnår at fange det helt specielle ved et landskab. Hvad enten det er en frodig australsk regnskov, et barskt nordskandinavisk landskab eller en charmerende sydhavsø formår hun at skildre det arketypiske ved motivet. Det kræver tydeligvis hårdt arbejde, også selvom resultatet fremstår ubesværet.
Selv når Valentin maler blomster lykkes det hende at tilføre sine billeder råstyrke. Det hun viser os, udover blomsternes indlysende og æggende farvepragt, er deres livskraft, deres ubetvingelig evne til at spire og give nyt liv til naturens evige cyklus. I fejende bevægelser skitserer hun kronbladenes rytmiske opbygning, så man får fornemmelsen af et helt musikalsk crescendo. Igen uden det mindste spor af feminin ynde og smagfuld dekoration.
Det samme kan siges om Birgitte Valentins skulpturelle arbejder. Også her, i hendes på én gang stærke og klassisk smukke menneskefigurer, sporer man en kunstnerisk kraft og ambition, som ikke går på kompromis. Det er denne indstilling til metieren som udover en god portion håndværksmæssigt talent gør Birgitte Valentin til en god kunstner.

Mere nordisk. Fraværet af f.eks. Middelhavsegnenes klare og strålende lys skaber i samme åndedrag en mærkbar magisk atmosfære. Man begynder at forstå tidligere tiders tro på overnaturlige væsener, på nisser, trolde og andre underjordiske skikkelser her i det sugende og dragende mørke.

Men kun for et kort øjeblik. Så begynder øjet at opdage det fantastiske linjespil i planternes og træernes konturer, og man ser, hvor nærmest neon skinnende blomsterne oplyser skovens brungrønne vegetation. De direkte kunstneriske forbilleder finder man ikke i Danmark, og det såvel guldalderens nøgterne realisme, som modernismens dyrkelse af den rene farve og den rene form. Birgitte Valentin har således langt mere til fælles med norske romantiske malere som August Cappelen og Lars Hertervig, samt islændingen Johannes Kjarval. Kunstnere, der alle vægter stemningen højere end den realistiske skildring.

Det er derfor også rigtigt af Birgitte Valentin at kalde sin serie for “Nordisk natur”. En sydeuropæer ville således ikke være i tvivl om, at det er her, i Norden, af kunstneren finder sin motivverden. Ikke som en konkret destination, ikke på noget bestemt sted, men som essensen af noget nordisk. Titler ville virke unødvendige og stedsspecifikke. Det vigtigste er den følelse og den stemning, man kommer i ved at fordybe sig i maleriernes tætte væv af vegetation, klipper, tusmørkelys og blomsternes juvelagtige farvepragt. Nordens magiske verden.

Birgitte Valentin

Af Eva Müller Kunsthistoriker, cand. phil. April 2010

Birgitte Valentin “kører ikke i samme rille”. Bestandig tager hun nye udfordringer op og ændrer sit kunstneriske udtryk markant; derfor er Birgitte Valentins værker altid spændende at beskue, hvad enten de er to – eller tredimensionale; sidstnævnte nu også i monumental udførelse.
Historie og mytologi spiller en ikke ringe rolle i Birgitte Valentins billedunivers, der tillige rummer ikke så få symboler. Man mere end aner urdybets forvandling i disse kraftfulde værker.

I maleriet finder man den høje himmel over et barskt landskab, ofte med pastost malede klippeformationer og undertiden med en majestætisk rovfugl skuende ud over det vidtstrakte danske, norske eller færøske landskab.
Også i Australien har Birgitte Valentin hentet inspiration.
Verdensdelens overdådige natur taler for sig selv, og i Birgitte Valentins gengivelse bliver oplevelsen deraf vældig intens.

Som et af de foreløbig sidste skud på stammen har kunstneren udført en række billeder i mixed media, inspireret af klippernes linjer og struktur, sådan som de fremtræder på fotos i stor forstørrelse. Ved at anvende gouache, tusch og pastelkridt i sin gengivelse af stenens overflade, opnår Birgitte Valentin en særpræget effekt af forhistorisk tilsnit, som så danner baggrund for ganske enkelt udførte tegninger, hvis motiver hentes blandt Australiens rigdom af fisk, padder og andre dyrearter. Her er farveholdningen dæmpet på grænsen til det monokrome, men Birgitte Valentins kolorit strækker sig i øvrigt vidt, som man f.eks. ser i den ildrøde himmel bag ørnens skarpe blik.

Links

Gå ind på dette link, for at se mit interview vedrørende kunstfestival samt månedens kunstner 2011
http://www.youtube.com/watch?v=FxFNmxrEAN4