Tekst
Birgitte ValentinAf Tom Jørgensen Kunstanmelder ved Jyllands Posten og Redaktør af Kunstavisen, februar 2014 Mange danske malere har gennem tiden skildret vores landskab med flotte panoramaer, der viser vores kyster, enge, bakker og fjorde. Hvis det havde drejet sig om litteratur, ville Birgitte Valentins synsvinkel have været tættest på H.C. Andersen. Andersen, der også har et blik for det helt nære og nærmest undselige. Det, andre ikke rigtigt lægger mærke til i skildringen af landskabernes store og mere heroiske konturlinjer. |
Mere nordisk. Fraværet af f.eks. Middelhavsegnenes klare og strålende lys skaber i samme åndedrag en mærkbar magisk atmosfære. Man begynder at forstå tidligere tiders tro på overnaturlige væsener, på nisser, trolde og andre underjordiske skikkelser her i det sugende og dragende mørke. Men kun for et kort øjeblik. Så begynder øjet at opdage det fantastiske linjespil i planternes og træernes konturer, og man ser, hvor nærmest neon skinnende blomsterne oplyser skovens brungrønne vegetation. De direkte kunstneriske forbilleder finder man ikke i Danmark, og det såvel guldalderens nøgterne realisme, som modernismens dyrkelse af den rene farve og den rene form. Birgitte Valentin har således langt mere til fælles med norske romantiske malere som August Cappelen og Lars Hertervig, samt islændingen Johannes Kjarval. Kunstnere, der alle vægter stemningen højere end den realistiske skildring. Det er derfor også rigtigt af Birgitte Valentin at kalde sin serie for “Nordisk natur”. En sydeuropæer ville således ikke være i tvivl om, at det er her, i Norden, af kunstneren finder sin motivverden. Ikke som en konkret destination, ikke på noget bestemt sted, men som essensen af noget nordisk. Titler ville virke unødvendige og stedsspecifikke. Det vigtigste er den følelse og den stemning, man kommer i ved at fordybe sig i maleriernes tætte væv af vegetation, klipper, tusmørkelys og blomsternes juvelagtige farvepragt. Nordens magiske verden. |
|
|
|
||
Essensen af et landskabAf Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen. maj 2003 Der er mange landskabsmalere i Danmark. Flere af dem skaber pæne og dekorative billeder af skovpartier, bølgende bakker, idylliske fjorde eller blomstrende enge. Det er imidlertid kun få af dem, som i deres kunst forsøger at genskabe processen i og bag naturen: forrådnelsen, de geologiske lag, de mikrobiologiske processer, det spirende liv, kort sagt alt det, som har med stofligheden, med det ikke- pæne at gøre. |
Birgitte ValentinAf Eva Müller Kunsthistoriker, cand. phil. April 2010 Birgitte Valentin “kører ikke i samme rille”. Bestandig tager hun nye udfordringer op og ændrer sit kunstneriske udtryk markant; derfor er Birgitte Valentins værker altid spændende at beskue, hvad enten de er to – eller tredimensionale; sidstnævnte nu også i monumental udførelse. I maleriet finder man den høje himmel over et barskt landskab, ofte med pastost malede klippeformationer og undertiden med en majestætisk rovfugl skuende ud over det vidtstrakte danske, norske eller færøske landskab. Som et af de foreløbig sidste skud på stammen har kunstneren udført en række billeder i mixed media, inspireret af klippernes linjer og struktur, sådan som de fremtræder på fotos i stor forstørrelse. Ved at anvende gouache, tusch og pastelkridt i sin gengivelse af stenens overflade, opnår Birgitte Valentin en særpræget effekt af forhistorisk tilsnit, som så danner baggrund for ganske enkelt udførte tegninger, hvis motiver hentes blandt Australiens rigdom af fisk, padder og andre dyrearter. Her er farveholdningen dæmpet på grænsen til det monokrome, men Birgitte Valentins kolorit strækker sig i øvrigt vidt, som man f.eks. ser i den ildrøde himmel bag ørnens skarpe blik. Links Gå ind på dette link, for at se mit interview vedrørende kunstfestival samt månedens kunstner 2011 |
|